Spaniolerne i Danmark


Mindet om spaniernes ophold her i landet er endnu levende hos mange danske, og dem den nulevende slægt ikke har megen erindringom disse sydboeres besøg her i det kolde Norden, er dog det historiske ved dette ophold ofte blevet bearbejdet også af danske forfattere.
Kantor H.P. Mumme i Odense har således i et skrift fra 1848 behandlet dette emne samt ledsaget sin bog med forskellige officielle breve og dagsbefalinger fra dansk, fransk og spansk side, som de mærkelige tildragelser på den tid gav anledning til. Ligeledes har professor Jacob Kornerup i Roskilde givet en interessant skilddring af spaniernes edsnægtelse og det derved foranledigede oprør, der havde de spanske troppers afvæbning og tilfangetagelse på Sjælland til følge.

Da undertegnede forfatter har fået en væsentlig andel i disse begivenheders rækkevidde, idet han er søn af en af de i 1808 tilbageblevne spaniere, har han følt trang til i korte træk at nedskrive sin faders levned. Fremstillingen vil ganske vist blilve megeet mangelfuld, fordi forfatteren ikke i tide har væet betænkt på at samle oplysninger om det mange enkeltheder, og kilden, hvoraf der kunne øses, forlængst er forstummet.

Det er kun en menig soldats levnedsforløb, som disse blade skal omfatte, men det kan måske have sin interesse at se, hvorledes de store begivenheder på verdens skueplads i hine krigeriske tide i århundredets begyndelse greb afgørende ind i den enkeltes liv.

Forinden jeg imidlertid går over til at tale om denne mands livsførelse, vil jeg forsøge at belyse de historiske forudsætninger, som var anledning til, at han, den menige soldat blev omplantet fra la Mancha og Andalusinens sletter til det kolde Norden.

Napoleons kæmpemæssige plan at ville bekæmpe England, ikke ved hjælp af sine sejerrige lelgioner, der ikke kunne gå over havet, men ved den såkaldte fastlandsspærring, der skulle udelukke engelske varer fra fastlandets markeder, var allerede efter freden i Amiens 1802 begyndt at spire frem i dette på kæmpemæssige planer så ærgerrige hoved.

Ved freden i Tilsit havde den franske kejser draget Rusland ind i sit net, idet Aleksander arf Rusland lod sig blænde af Napoleons mægtige geni og syntes stemt for at ville tvedele verden mellem Frankrig og Rusland. Kejser Napoleon fæstede efter Tilsiterfreden sit øje på to punkter, den spanske halvø og Danmark. Han ville nu ved sin vældige magt drage disse to lande ind i sen interesse-sfære. Skønt man ikke dengang havde jernbaner, tog den franske kejser dog ikke i betænkning at forbinde Europas sydligste land med Danmark ved hjælp af sine troppemasser.

I Portugal var huset Braganza blevet fordrevet, og maskal Junot rykkede efter sin herres ordre ind for at besætte dette land. I Spannien havde Karl IV's yndling og mægtige minister Manuel Goday vakt stemningen imod sig, og her søgte Napoleon at vinde kongens hjerte for sine planer og fik ham til at sende 9.000 mand af spaniens bedste tropper mod nord for at forøge den franske hær i kampen mod russerne.

Da imidlertid freden i Tilsit gjorde dette overflødigt, blev de 9.000 spaniere, forstærket med 5.000, der stod i Etrurien, sendt til Danmark, for, som det hed, at tvinge Sverige til at opgive forbundet med England og støtte Danmark ved et indfald i Skåne. Med de spanske tropper skulle tillige forenes et hollandsk armékorps på 6.000 mand og fransk korps af ligende styrke, så at den hær, der skkulle komme Danmark til hjælp, udgjorde et armé korps på 32.000 mand. Overbefalingen over hele denne hær blev giveet Bernadotte, prins af Ponte Corvo, en af frankrigs berømsteste marskaller.

Denne hær skulle angribe Sverige på samme tid, som den svenske hær faldt ind i Finland, idet man ville tvinge kong Gustav IV aff SVerige til at opgive alliancen med England og formå dette land til at tiltræde fastlandsspærringen.
De spanske tropper dannede avantgarden af den forenede hær hør under Don Pedro Caro y Suerda, markis af Romana. Denne mand var føddt i Palma på Mallorca i året 1761 og hørte til en af øens fornemste familier. Hans fader var faldet i spidsen for sit regiment ved spaniernes aangreb på Algier i året 1775.

Han tjente i begyndelsen ombord på flåden, og han drev i marinen til at blive orlogskaptajn. Under sine senere rejser opholdt han sig i München og Berlin og tilegenede sig stor færdighed i de levende sprog.

Romana var en helstøbt personlighed, der udmærkede sig ved sine sæders renhed og en fast karakter, og han var selvskreven til at blive sendt tin Norden. Deet spanske hjælpekorps dannede teten af Ponte Corvos arme, og en del af de spanske tropper blev indkvarteret i de østjyske byer. Ialt ca. 3.000 mand, lige op til Ålborg under anførsel af generalmajor Kindelan, en irer af fødsel, medens 4.000 blev ført til Fyn, og 2.000 mand under anførsel af den franske oberst Gaultier blev landsat på Langeland. Planen om at gå over Storebælt til Sjælland blev imidlertid forhindret på følende måde:

Da Sverige havde modtaget Danmarks krigserklæring af 29. februar 1806, fremskyndede kong gustaf afsendelsen fra Göteborg af en engelsk brig og korvet, der med stort besvær blev iset ud af Göteborgs havn til Storebælt. Disse skibe forhindrede de spanske troppers overførsel til Sjælland.

Den danske regering havde imidlertid endnu et linieskib tilbage, nemlig Prinds Christioan Frederik, der ved at være stationeret i Norge ikke var blevet røvet af englænderne. Chefen for vort sidste danske linieskib, kaptajn Jessen, fik nu befaling til at rense bæltet, men nåede kun til Sjællands Odde, hvor han blev angrebet af to engelske orlogsmænd, "Stately" og "Nassan" og aldeles tilinetetgjort. Under disse kampe faldt den bekendte løjtnant Willemoes, der havde udmærket sig i slaget på Københavns red, den 22. april 1801, så han var blevet præsenteret for den berømte admiral Nelson.

Bernadotte Prins Pote Corvo havde på den tid, da englænderne spærrede bæltet, ophold i Frederiksberg i København for at forhandle med den danske regering. Han måtte nu over småøerne vende tilbage til sit hovedkvarter i Hamburg.

Imidlertid lykkedes det at føre 4.000 spanske tropper fra Svendborg over Langeland, Lolland og Falster til Sjælland. Denne hærafdeling bestod af regimenterne "Asturias" og "Guadalajara" og fik hovedkvarter i Roskilde, men de øvrige tropper blev fordelt mellem Holbæk og Køge. 3 bataljoner slog lejr i telte på Bidstrupgårds hovmark. Kommandoen over tropperne på Sjælland blev overdraget franskmanden Fririon, der boede på Palæet i Rolkilde. Berndotte bestræbte sig for at vinde spannierne; og i sit hovedkvarter i Hamburg var han for altid omgivet af en æresvagt af spanske grenaderer.

Han var ligefrem i sin optræden både mod officerer og menige, talte spansk som en indfødt og blev på grund af sit udseende af mange antaget for en spanier. Hans bestræbelser for at vinde spanniernes hengivenhed blev imidlertid til intet på grund af de begivenheder, der var forgået i Spanien.

Ved oprøret i Asanjuon havde den spanske konge, Carlos IV, måttet frasige sig tronen til fordel for prinsen af Asturien, der blev udråbt til konge under navn af Ferdinand VII. Denne begivenhed fremkaldte Navpoleons indblanding. Han indbød begge fyrsterne til en sammenkomst i Bayonne og fik her Carlos IV til at frasige sig spaniernes trone til fordel for sig.

Napoleon udnævnte sin broder, Josef, til konge i Spanien. En fransk hær skulle rykkee over Pyrenæerne frem til Madrid for at sætte Josef på den spanske trone. Napoleon kunne nu sige ligesom Ludvig XIV: "Nu er der ingen Pyrenæer mere". Han havde fjernet over 14.000 af Spaniens bedste tropper, fået dem sendt mod Norden, og nu tænkte han, at når hovedstaden var besat, ville alt bøje sig for den mægtiges vilje, men således skulle det ikke gå.

Napoleon kunne beregne sine planer med matematisk nøjagtighed, men manglede øje for det dybeste i mennesket og kendte ikke nationalfølelse og patriotisme som eet folk bedste kraft. Spanierne rejste sig som een mand. Opflammet af præsteskabet og af kærlighed til den gamle kongestamme dannede der sig overalt i Spanien bander (guerillaer), der blev anført af patriotiske mænd som Paulfax, Ridring og Bluke, til trods for at Josef i sin proklamation til det spanske folk havde lovet at indføreden gamle Cortesforfatnngs juntaer overalt i Asturien og Sevilla.

Fra disse juntaer udgik opråb til alle fædrelandets venner om at rejse sig imod de fremmedes herredømme og befri det truede fædreland. Opråbet fandt villige øren, og snart stod hele Spanien i lys lue imod kong Josef. Napoleon skulle lære det samme i Rusland og Tyskland, men i Spanien fikha følelesen af, at man vel kan sejre i åbent slag, men tilsidst må ligge under, når en hel nation rejser sig som een mand.

Medens disse begivenheder foregik i Spanien, kom den officielle meddelelse om, at spanierne havde valgt Josef til konge, op til tropperne i Norden. I en dagsbefaling af 29. juni 1808 meddelte general Roamana de ham undergivne tropper begivenheden om kon Josfs valg. Prinsen af Ponte Corvow meddelelse til den spanske overgeneral af 24. juni udtaler fordringen om, at de spanske tropper skulle edsfæstes til den nye konge.

Marquis Romana stillede sig dengang velvillig til bevægelsen i Andalusien, henvendte sig til den engelske øverstbefalende i Gibraltar, Dalrymple, med anmodning om at den engelske regering ville skaffe general Romana underretning om sagernes stilling i Spanien. Den engelske regerings bestræbelser gik ud på at bringe en sådan meddelelse til de spanske troppers kundskab i Danmark.

Omsider meldte der sig en engelsk jesuit, Robertson, der syntes at være vel skikket til dette hverv. I forening med den engelske kommissionær, Mackenzie, ville han forsøge af aflede kystvagtens opmærksomhed og snige sig frem til den spanske hærfører.
Det første forsøg mislykkedes imidlertid for Robertson på grund af kystvagtens påpasselighed, men omsider lykkedes det Mackenzie, der dengang opholdt sig på Helgoland, at tilvejebringe et pas for Robertson, der udgaves for en tysk skolelærer og udseende kun lidt lignede en englænder.

Således lykkedes det Robertson at nå frem til Romana, der boede på Hotel Postgården i Nyborg, og i en sildig nattetime fik han generalen i tale. Romana havde mistro til Robertson, hvem han anså for en fransk spion, men omsider lod han sig overbevise. Samtalen blev ført på latin, og marquisen, der erfarede sagernes virkelige stilling, skiftede fuldstændig mening, og kærligheden til det betrængte fædreland overvandt alle hans betænkeligheder.

For at gennemføre planen om de spanske troppers flugt fra Danmark gjorde Romana regning på, at 10.000 mand engelske tropper skulle understøtte hans foretagende. Der blev i den anledning indledt forhandlinger med den engelske regering, der straks afsendte de fornødne depecher til deres kommissionær, Mackenzie, der opholdt sig på Helgoland.

Mackenzie anså det imidlertid for sikrest selv at overbringe disse depecher istedet for at afsende dem, men han blev skuffet, da han ved sin ankomst til Göteborg erfarede, at Sir Moore allerede for tre dage siden havde inskibet sine tropper og var sejlet til England.

Skuffet i sin forventning om denne engelske hjælp, opgav Romana ingenlunde sin plan, men måtte rigtignok operere under meget vanskelige forhold, thi den 17. juli indtraf ordren fra Potne Corvo, at spanierne skulle sværge kong Josef troskabseden.

Roman forsøgte vel at omgå denne befaling, men da Ponte Corvo fastholdt sin ordre, blev edsfæstelsen berammet til den 1. august. En del af tropperne, som var samlet i Odlense, aflagde også eden, men adskillige af dem, nemlig regimenterne Princesa og almanza værgede sig ved at aflægge eden og råbte: "Ned med franskmændene!", aftog den franske kokarde, kastede den til jorden og trampede på den. I Jylland fremkaldte edsaflæggelsen ingen vanskeligheder, idet samtlige tropper på halvøen aflagde eden efter deres chef, Kindelans, opfordring.

På Sjælland gjorde regimenterne Asturias og Guadalajara oprør. Størstedelen af tropperne på Sjælland var indkvarteret i Roskilde og på Bidstrupgårds hovmark. Da bekendtgørelsen om edsaflæggelsen blev meddelt tropperne af deres chef, franskmanden Fririon, gjorde begge regimenterne oprør, stormede frem i palæets gård og skød imod vinduerne, hvor general Fririon tillige med den franske stab og nogle danske officerer boede.

Den danske officer Frederik d'Origny, der talte spansk, kom til og søgte at tale de rasende soldater til rette. Tvende franske officerer ville ile ind i palæets gård for at forsvare deres chef, men den ene af dem, Marabail, blev gennemstukket af bajonetstik af rasende soldater, og en af spanierne gav ham nådesstødet med et kolbeslag. Den anden blev reddet af kaptajn d'Origny, der senere af Napoleon blev dekoreret for denne heltedåd.

Fririon og de franske officerer bled af de danske ført ind i domkirken ad en hemmelig gang, men da det blev opdaget af de spanske soldater, skød de gennem vinduerne og forsøgte at storme kongeporten. Angrebet ophørte dog snart, måske af ærefrygt for stedets hellighed. Danske troppern blev udsendt for at avfæbne spanierne, der fik ordre til at udlevere deres våben. Flere borgere i Roskilde bidrog til denne afvæbning ved at aflevere soldaternes våben, hvad flere af dem fandt sig i.

I København blev man ved begivenhederne i Roskilde i høj grad alarmeret, da man frygtede et angreb på hovedstaden. Frederik d. 6. gav ordre til, at de danske tropper i Frederiksborg og Køge skulle trækkes sammen til hovedstadens forsvar. Denne ordre blev imidlertid snart contremanderet, da det viste sig, at spanierne ikke havde en sådan hensigt. Den opblussende bevægelse hos spanierne lagde sig lige så hurtigt, som den var opstået. Afvæbningen fandt sted i Ringsted. 130 mand blev ført til citadellet i København. De andre oprørske tropper blev udleveret til franskmændene og ført videre over Fyn og Jylland til franske fæstninger, hvor de vansmægtede lige til 1814.

Da Romana havde erfaret de engelske troppers afrejse, havde han foreløbig opgivet sin plan om flugten, men hos de spanske officerer gørede det overalt. Når man kom sammen, talte man kun om det betrængte fædreland. Det kom derfor an p at få Romana til påny at optage sin plan og at få ham til at træde i forbindelse med chefenfor den engelske flåde, som krydsede i Storebælt.

Det lykkedes Mackenzie ved en personlig henvendelse til den øverstbefalende for den engelske flåde i Østersøen, Sir James Saumarez, at formå denne til at afsende viceadmiral Sir Richard Keats med en del linieksibe, korvetter og brigger til Storebælt for at træde i forbindelse med Romana og de andre spanske officerer.

En spansk officer, Fabregues, var blevet afsendt med depecher til København. På tilbagevejen søgte han ud til Sjælland vestkyst, og fik der et par fiskere til at sætte ham over til Langeland. Da han var kommet et par mil fra kysten greb han en pistol og forlangte under trussel at blive ført ud til nærmeste engelske skib. En spansk tjener, som var med ham, var optaget af denne scene og passede ikke på sit gevær, der blev grebet af en af sømændene. Det ville uden tvivl have været ude med Fabregues, dersom han ikke ved et heldigt slag med sin sabel havde lammet sømandens arm, så ha kom ombord på det engelske skib "Edgar", der var blevet bekendt i slaget på Københavns Red.

Ombord på skibet traf han sammen med en spansk søofficer, Don Rafael Lobo. Han havde været i London og var blevet sendt med depecher fra England til den engelske flåde. Disse breve gav oplysning om tilstandene i hjemlandet. Et brev fra Sir Richard Keats til Romana blev sendt til Nyborg. Det blev foreslået af den engelske admiral at vælge Hindsholm som udskibningssted for de spanske tropper. Dette forslag blev forkastet af Romana, der foretrak Langeland som udskibningssted.

I fjorden ved Nyborg lå to danske krigsskibe, briggen "Fama" under løjtnant Rasch og kutteren "Søormen" under løjtnant Rosenørn. Romana henvendte sig i en skrivelse til løjtnant Rasch med anmodning om, at han ville lade sine matroser bemande de forefundne transportsskibe, men han erklærede, at ethvert forsøg på at bringe skibene ud af havnen ville blive mødt med den største modstand fra hans side. Den engelske viceadmiral skrev til den danske kommandant i Nyborg, Gyldenkrone, at han til trods for krigen mellem Danmark og England ikke ville foretage sig noget fjendtligt skridt imod de danske, såfremt der ikke lagdes spaniernes udskibning nogen hindringi vejen, men at han i modsat flad ville bombardere Nyborg og bringe ødelæggelse over byens borgere.

Da løjtnant Rasch ikke ville adlyde kommandantskabets ordre, lod den engelske admiral nogle krigsskibe løbe ind i Nyborg Fjord. Samtidig rettede spanierne kanonerne mod Nyborg Slots volde, og fra batteriet på Holkenhavn mod de danske skibe. Englænderne tog transportskibene og gjorde dem sejlklare for at føre dem til Slipshavn, hvorfra udskibningen til Langeland skulle finde sted. Romana var betænkt på at skaffe sig proviant og vandtønder hos borgerne og lod bekendtgøre, at alt, hvad der blev leveret, skulle blive betalt kontant.

En del spanske tropper var imidlertid ankommet til Nyborg. Kanonerne blev fornaglede af spanierne, og de rykkede ad vejen til Slipshavn for derfra at sætte over til Langeland. Kavaleriets heste kunne imidlertid ikke tages med ombord. Romana, som var en stor elsker af heste, gav befaling til, at de skulle slippes løs, da han ikke havde hjerte til at dræbe dem. Man så nu det forunderlige syn, at 5-600 andlusiske heste løb vrinskende om på marken, ordnede sig eskadrevis og angreb nyborgensernes græssende heste med forbenene, indtil de alle var dræbte. Derpå begyndte de spanske heste en indbyrdes kamp, så markerne var bedækkede af døde og lemlæstede heste. Romana gav da befaling til at dræbe dem, og nyborgenserne drog ud med bøsser for at give dem nådesstødet.

Udskibningen fandt sted den 9. august, men nåede først Spodsbjerg den 13. på grund af modvind. Forinden vi følger de spanske tropper på deres videre flugt, vil vi endnu omtale et par episoder, der tildrog sig i Fredericia og Kertemindes omegn.

Regimentet Algarve, der havde ligges i kvarter i Horsens og Århus, fik af dets chef Antonio Costa befaling til at rykke mod syd til Fredericia for at iværksætte overgangen til Fyn. Franskmændene og de danske havde anet uråd, og da en del af regimentet nåede Fredericia, blev de omringet af franske og danske tropper. Costa spurgte nu regimentet, om det ville kæmpe til sidste mand og finde døden. Da svarede alle nej.

Antonio Costa trådte nu frem for den franske kommanderende officer biaune og bad ham om at behandle de fangne spaniere godt, thi de havde altid opført sig som gode soldater. Derpå overgav han Biaune sin kårde, og denne omfavnede ham med anerkendende ord. Costa overgav børs og sit ur til sin tjener, trak en pistol frem og skød sig. Han blev begravet på den katolske kirkegård i Fredericia, og hans tropper blev afvæbnet.

Mindesmærke over Antonio Costa ved Sct. Knuds Kirke i Fredericia
Foto: Gert Larsen
Den anden begivenhed foregik ved Kerteminde, hvorom major Friboe under 10. august beretter. Han siger, at løjtnant Preuser om natten kl. 12 havde taget 4 husarer af regimentet Almanza til fange, desuden en spansk tjener og en spansk soldat, der lå med et brækket ben i en bondevogn. De var truffet ved Avnslev og ville formodentlig til Nyborg. Soldaten med det brækkede ben var Isidoro Panduro. Han blev i landet og vendte aldrig mere tilbage til Spanien.

Romana fik tropperne samlet i Nyborg og førte dem derfra til Svendborg, hvilket vakte opmærksomhed. Indskibningen til Langeland fandt imidlertid sted. Kun tropperne på Sjælland nåede ikke Halsskov, hvor de skulle forskanse sig, indtil engelske skibe kunne tage dem ombord. Regimneterne her blev krigsfanger og overgivet til franskmændene.

Ved stengade Skov på østsiden af Langeland mødtes admiralen for den såkaldte baltiske flåde, James Saumarez, første gang med chefen for de spanske tropper, marquis Romana. De komplimenterede hinanden for den veludførte bedrift, der så heldigt havde krydset Napoleions politik.

Indskibningen havde fundet sted efter den aftalte plan. Mellemmanden mellem viceadmiral Keats i Storebælt og marquis Romana, løjtnant Zeichberg, var blevet arresteret i Kerteminde, men størsteparten af spanierne kunne nu, ombord på engelske skibe, have håb om at komme til at deltage i deres fædrelands frihedskamp.

Folk kunne både fra Fyn og Lolland se transportflåden op gennem Storebælt. Målet var foreløbig Göteborg, hvor en anden tranportflåde var mødt for at tage tropperne ombord og føre dem over Skagerak, gennem Kanalen, forbi Spanske Sø (Biscaya Bugten) til La Coruna og Santander, hvor udskibningen fandt sted i oktober måned.

Romana, helten i dette drama, var imidlertid på et englesk orlogsskib sejlet til London for at træffe aftale med regeringen om kampens førelse, når han kom hjem til sit fædreland. Generalen var i verdensbyen genstand for den største beundring og hyldest. Hvor han viste sig, var han genstand for ovationer, og de råbte hurra for ham. Han var med et ord englændernes fejrede helt, fordi han havde lagt et stort lod i vægtskålen til at knuse Napoleons magt.

Romana stødte til de landsatte og førte dem snart mod franksmændene. Spanierne fortsatte deres frihedskamp, og omsider lykkedes det Romana at forene sine tropper med de engelske linier ved Torres Vedras i Portugal. Han døde samme år, som det var lykkedes ham at opnå forening med de engelske tropper i 1811. Romana havde elsket sit fædreland og vist ved hele sin færd sandheden af dt ord: "Sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette."

Den franske kejser og Zaren af Rusland mødtes på en ø i Njemen, ligesom på grænsen mellem to verdensriger, og traf deres hemmelige aftale om benyttelsen af de endnu bestående sømagters flåder (Danmark, Norge, Sverige og Portugal) for at bibringe England, frihedens vugge, et dræbende stød, syntes alt at føje sig for den franske imperator. Men Tilsiterfreden i 1807 blev skøbnesvanger for Napoleon. De hemmelige artikler i Tilsit gik først ud over Danmark og kostede os flåden, medens Rusland tog løvens part og erobrede Friedland.

For Napoleon blev Spanien den valplads, der bibragte ham det første knæk og lærte folkene i Europa, at den store kejser ikke var uovervindelig overfor et enigt folk.

Danmark mistede Norge ved freden i Kiel 1814. Rusland sluttede sig snart til Frankrigs fjender. Felttoget i Rusland gav det franske overherredømme banesåret. Alt dette var den udsæd, som frede i Tilsit bragte med sig. Napoleons magt begydte alt dengang at vakle. Nederlaget ved Waterloo gjorde ende Napoleions mage og det franske overherredømme i Europa.

Fortsæt